Liselotte Plenov
Siden jeg første gang stod i et mørkekammer som ung, har jeg været draget af fotografiets evne til at forenkle verden og samtidig fortælle komplekse historier. Jeg begyndte min karriere hos Piotr & Co. i København i begyndelsen af 90’erne og blev hurtigt klar over, at det var billeder, jeg ville bruge mit arbejdsliv på.
Jeg arbejder med reklame- og portrætfotografi, og har gennem årene bevæget mig på tværs af genrer og brancher. Fælles for alt, hvad jeg laver, er ønsket om at skabe billeder, der byder på en fortælling, hvad end den er personlig, berettende eller abstrakt.
Uanset om jeg fotograferer mennesker, produkter eller stemninger, spørger jeg altid mig selv: Hvem skal billedet ramme? Hvor skal det vises? Og vigtigst af alt – fortæller det den gode historie?